Overgangen til voksenlivet

Løsrivelsesfasen er ofte et paradoks for unge personer med intellektuel funktionsnedsættelse:

“For at opnå øget autonomi har unge brug for kompetencer, der ikke altid er en selvfølge!” – “Forældre er nødt til at foretage aktive handlinger for at tilvejebringe vellykket autonomi og være ihærdige – og samtidig opgive kontrollen mere og mere”. [1]

Unge ”er i den komplicerede situation, at de er nødt til at tage imod støtte til at blive autonome fra de personer, som de vil være uafhængige fra”. [2]

Når børn løsriver sig og er nødt til at tage imod ekstern støtte, skal det kontrolleres nøje, hvilken støtte, de har brug for, og hvad de selv kan klare, se Kapitel 3.

Forældre er nødt til at finde ud af, hvad de vil fortsætte med at gøre og hvor de kan sætte flere grænser. [3] Ud fra et støtte-synspunkt betyder det yderligere åbning fra familiestøtte til professionel støtte.

Samarbejdet mellem specialpædagogisk personale og forældre anses for at være et af de vigtigste elementer for udviklingsfremmende støtte, det har en stor effekt på løsrivelsesprocessens succes. [4]

• Dette kapitel forsøger at give indsigt i tjenesteydelser inden for overgangs-området, der kan hjælpe personen med intellektuel funktionsnedsættelse med at foretage relevante støttebeslutninger (kapitel 5.1.).

• Et andet fokusområde vil være samarbejdet med eksterne støttepersoner og hvordan de kan blive en ressource for opbygningen af forholdet (kapitel 5.2.).