Overgangen til voksenlivet
5. Ekstern støtte
5.2. Ressourcer til genopbygning af forholdet
Photo: IB Sued-West gGmbH
„Unge mennesker med et stort behov for støtte er nødt til at finde en vej frem mod et eget liv, også selv om det vil være inden for andre rammer. “Endelig er jeg min egen chef” siger en ung mand i hans egen lille lejlighed. Dette viser hans ønske om at blive voksen og at føre et autonomt liv. Men han siger også: “Jeg kommer godt ud af det med mine forældre”. Løsrivelse er ikke ensbetydende med at frasige sig sine forældres hjem. Det viser, at forældrene gjorde mange ting på den rigtige måde. De har givet barnet mulighed for at udvikle den nødvendige selvbevidsthed til at turde tage et skridt frem mod sit eget liv”.[17]
I dette kapitel finder du ud af, hvordan eksterne støttepersoner kan være nyttig hjælp ved ændringen af forholdet mellem barn og forældre. Følgende punkter vil blive forklaret mere præcist:
• Forholdet vil blive genopbygget (5.2.1.)
• Udvikling af gensidig tillid (5.2.2.)
• Deling af ansvar og risici (5.2.3.)
5.2.1. Forholdet vil blive genopbygget
Løsrivelsesprocessen kan også ses som en proces, hvor man ”genopbygger” forholdet mellem alle deltagerne.
Når barnet vokser op kan forholdet mellem en person, der kigger op, og en person, der kigger ned, langsomt ændre sig til et ligeværdigt forhold mellem to voksne personer. Det indbyrdes forhold bliver på frivillig basis og livet er muligt uafhængigt af hinanden. [18]
Da vi kan have mere eller mindre intensiv kontakt med andre børn, der flytter hjemmefra, kan vi gøre det samme med børn med handicap. Fælles aktiviteter, invitationer til middag, telefonsamtaler. Alt dette opretholder båndet til dit barn. Der er mange muligheder for at fortsætte familielivet, bare i en mindre grad. [19]
Pædagogiske eksperter kan blive en tæt og vigtig social støtte, en såkaldt ressource under denne genopbygnings- og løsrivelsesproces.
Under genopbygningen af forholdet og overgangen er det vigtigt, at boligmiljøet / og “systemerne” – (f.eks. familie og hjem) er forbundet med hinanden.
Det betyder, at oplevelser og adfærdsstrukturer, som en person har lært i et system, kan overføres til andre systemer. Desuden er det vigtigt, at personen ser sig selv som designer af de forskellige systemer og kan have indflydelse. [20]
Graphic: IB Sued-West gGmbH
5.2.2. Udvikling af gensidig tillid
For at kunne overdrage dit barn til andre, skal du have tillid til de personer, der skal ledsage barnet. Under fasen med opbygning af tillid er det vigtigt at give dig selv og de andre tid. [21]
Især når barnet flytter ud, er det nyttigt at overveje den komplekse proces forbundet med ”løsrivelse og ankomst”: I denne proces har de deltagende personer forskellige interesser og behov. Forældrene som “eksperter” i deres egen søn/datter, den flyttende handicappede person som “ekspert” i sine egne behov og personalet som “eksperter” i metoder og koncepter. Hvis de forskellige perspektiver og arbejdsmetoder er velkendte, kan de accepteres og støttes gensidigt. På denne baggrund kan der skabes harmoni mellem ”gamle” og ”nye” boligmiljøer.
En vigtig faktor er samarbejdet mellem forældrene og cirklen af støttepersoner. Ofte opstår der konflikter omkring manglende respekt for de respektive kompetencer. „(…) Forældrene [føler sig] ofte misforståede og [ser sig selv] som en hæmsko for barnets udvikling, og på den anden side har de professionelle det indtryk, at de aldrig er gode nok for forældrene." [22]
Hvordan kan aktiv udvikling af forholdet mellem forældre og støttepersoner se ud?
Overvejelse af følgende punkter kan føre til vellykket fair og ligeværdigt samarbejde: [23]
• Vær åben i samarbejdet, så du kan blive klar over de forskellige synspunkter.
• Planlæg tid til samtale! “Samtaler og kontakt bør ikke kun ske, når “der er sket noget”, men skal ses som opretholdelse af kontakt og et tiltag til opbygning af tillid i det fælles arbejde". [24]
• Tænk over, om og hvor meget du ønsker at ”samarbejde” aktivt med institutionen.
• Bed om forklaring af udtryk, hvis der bruges for meget fagsprog under samtalen.
• Undgå konfliktsituationer! Det skader dit barn!
5.2.3. Deling af ansvar og risici
„Når den unge voksne flytter ind på en institution, skal det afklares, i hvilken form båndet til familien kan opretholdes. Forældreskabet fortsætter også efter løsrivelsesprocessen. Ofte forbliver forældrene delvist ansvarlige for bestemte områder, men er også nødt til at overdrage ansvar til andre personer, f.eks. til personalet i en beskyttet boligsituation”. [25]
Photo: pixabay.com
Personer med intellektuel funktionsnedsættelse er – afhængigt af graden af nødvendig støtte – livsvarigt afhængige af særlig assistance og støtte. De lever i et ”trepolet forholdsnetværk” i en trekant af afhængighed af professionelle og private kontaktpersoner. [26]
Der kan opstå problemer, når pædagoger overtager forældre-opgaver. Begge parter føler sig ansvarlige for de samme opgaver, f.eks. for tøj, selvforsyning og fremtidsplanlægning. ”Opgaverne overlapper hinanden”.
Ud over alle ”overlapningerne” er det vigtigt, at begge sider anerkender, at de har forskellige kompetencer og styrker, der er vigtige for børnene/beboerne.
“Samarbejde handler ikke bare om at arbejde godt sammen og med god kommunikation, men også om at dele ansvar. Hverken familie eller pædagoger kan alene give personen alt, hvad han/hun har brug for.”.
Denne proces kræver aftale om deling af arbejde.
Hvad betyder det?
• "Forældre er og forbliver forældre“! Deres styrke og deres betydning for deres datter eller søn indebærer deres pålidelighed som en relationsmæssig person. De ændrer sig ikke som det pædagogiske personale. De giver ofte følelsesmæssig støtte og de er der ganske enkelt. Forældre vil måske favorisere deres barn og barnet kan være den vigtigste person for dem, og det kan de vise ham eller hende”. [27]
• Professionelle støttepersoner kan aldrig tilbyde dette. De kan aldrig love at have et pålideligt permanent forhold uden undtagelser. (…) Eksperter har andre styrker: De kan fremme og kræve, de kan åbne op for nye verdener og evner, de kan have mere tillid og kræve mere. De kan være mere konsekvente end forældre, kræve social adfærd og håndtere personer som voksne”.
Vellykket samarbejde mellem familie og institution indebærer følgende ifølge Klauss:
• Anerkendelse af fælles mål, som velvære, autonomi i hverdagen, tilfredsstillelse af sociale forhold, interessant daglig struktur.
• Anerkendelse af forskellige opgaver.
• Aftalt opdeling af arbejde: koncentrere sig om egne styrker og anvende dem.
• For at undgå konflikter, skal familie og personale klarlægge og håndtere deres indbyrdes forhold.
• Når man definerer opdeling af arbejde, skal det specificeres, hvilke opgaver, der skal udføres på samme måde af begge sider, og hvilke, der ikke skal. Der kan være forskelle! Den handicappede får lov til at have forskellige verdener på samme måde som alle opfører sig forskelligt afhængigt af rolle. Det kan være nyttigt at lade ændring af verden være synlig, for eksempel at skifte tøj, når man tager hjem.
• For børn, der bor på et døgntilbud, kan opdelingen af arbejde give enorme muligheder. Hvis det er tydeligt, hvilke regler, der skal overholdes hjemme og på døgntilbuddet, forskelle behøver ikke være vanskelige. Barnet får lov til at leve i forskellige verdener. Lige så vel som alle andre opfører sig forskelligt – afhængigt af sin rolle.
• Det kan være nyttigt at gøre ændringen af verden synlig. For eksempel at skifte tøj, når man tager hjem. Ritualer som dette skaber holdepunkter.
Og endelig...
...en alternativ opfattelse af individualitet (Eva Feder Kittay 2002):
"I et nyligt essay sammenligner jeg livene hos dem, der er blevet ødelagt af upassende institutioner og socialt omsorgssvigt, med livet for Sesha. Jeg husker en morgen i mit køkken, hvor Sesha, ledsaget af sin omsorgsperson, spiser morgenmad, og jeg sniger mig ind for at give hende et kys:
Sesha er som altid begejstret for at se mig. Ivrig efter at give mig et af sine karakteristiske kys, forsøger hun at gribe fat i mit hår for at trække mig hen til hendes mund. Men på samme tid kilder mine kys hende og får hende til at grine for meget til at kunne koncentrere sig om ikke at tabe brødet med syltetøj, før hun prøver at få fat i mit hår. Jeg kan huske det klistrede brød, hårtrækkeriet og den syltetøjsdækkede mund. I denne charmerende dans oplever Sesha og jeg nogle af vores mest lykkelige øjeblikke – hvor vi griner, dukker os, griber fat, kysser.”